27. okt. 2021
Af Marianne Singer

Kong Philippe til privat middag hos dronningen

Dronning Margrethe og kong Philippe under statsbesøget i 2017.
Dronning Margrethe og kong Philippe under statsbesøget i 2017.
Foto: Hanne Juul
Under sit arbejdsbesøg i Danmark nåede belgiske kong Philippe også at besøge dronning Margrethe.

Kong Philippe har haft to travle dage under sit arbejdsbesøg i Danmark, hvor han sammen med blandt andre flere belgiske ministre har ladet sig inspirere af den succesrige danske arbejdsmarkedsmodel.

Undervejs fik kongen dog også tid til at kigge forbi hos den danske kongelige familie.

Således bekræfter Kongehuset overfor BILLED-BLADET, at Hendes Majestæt Dronningen mandag aften havde inviteret den belgiske konge på privat middag.

Hurtigt afsted til dronningen

Kong Philippe ankom mandag aften til sit hotel på Christianshavn i København og tog så kort efter hen for at besøge dronning Margrethe.

Middagen foregik med stor sandsynlighed på Fredensborg Slot, hvor dronningen for tiden har sin residens.

Onsdag eftermiddag flyver kongen igen hjem til Belgien med sin delegation.

Kendt hinanden hele deres liv

Dronning Margrethe har kendt kong Philippe hele hans liv, og hun har altid haft et tæt forhold til den belgiske kongefamilie.

Og dronningen har også været gode venner og i tæt forbindelse med kongens forældre, kong Albert og dronning Paola.

Senest mødtes kong Philippe og dronning Margrethe på officiel vis ved det belgiske statsbesøg i Danmark i marts 2017.

https://imgix.billedbladet.dk/20170328_han8431.jpg
Dronning og kong Philippe under statsbesøget i 2017 sammen med dronning Mathilde, kronprinsparret samt prins Joachim og prinsesse Marie.
Foto: Hanne Juul

Læs mere om: