22. feb. 2023
Af Christinna Braun

3 ting springer i øjnene i pressemeddelelsen om dronning Margrethes store operation

Dronning Margrethe.
Dronning Margrethe.
Foto: Mikael Rieck
Dronning Margrethe gennemgik onsdag en større operation i ryggen.

Dronning Margrethe, 82, har i en længere periode haft problemer med ryggen, og det blev i samråd med Rigshospitalets eksperter besluttet, at majestæten skulle opereres.

Operationen fandt sted onsdag, den 22. februar, og senere samme aften har kongehuset udsendt en pressemeddelelse om det vellykkede indgreb.

Læs pressemeddelelsen herunder.

”H.M. Dronningen er blevet opereret

Hendes Majestæt Dronningen har i dag gennemgået en omfattende rygoperation på Rigshospitalet i København. Operationen er forløbet planmæssigt, og Dronningens tilstand er efter omstændighederne god og stabil.

Dronningen vil i den kommende tid fortsat være indlagt på Rigshospitalet, og herefter venter en længere periode med rekonvalescens og genoptræning af ryggen.

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen har siden tirsdag varetaget embedet som regent. Fra den 25. februar er Kronprinsparret på officielt besøg i Indien, og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Bendikte vil derfor indtræde som rigsforstander den 25. februar.

Lene Balleby, Kommunikationschef”

Særligt tre ting springer i øjnene i pressemeddelelsen, lyder det fra BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer.

- I pressemeddelelsen efter operationen har kongehuset kaldt dronningens operation for ’omfattende’, hvor de tidligere har beskrevet det som en ’større operation’. Forskellen i ordvalget fra første til anden pressemeddelelse viser, at det helt sikkert har været en meget krævende operation for dronningen. Også hendes alder taget i betragtning. Dronningen er uden tvivl udmattet efter operationen, og som der står, er hendes tilstand efter omstændighederne god og stabil, fortæller Marianne Singer.

At dronning Margrethes lillesøster prinsesse Benedikte også er nævnt, lægger Marianne Singer mærke til.

Prinsesse Benedikte er rigsforstander, mens kronprins Frederik er på officielt besøg i Indien med kronprinsesse Mary.

- Det springer i øjnene, at dronning Margrethe endnu engang får trofast støtte fra sin lillesøster prinsesse Benedikte, som jo selv i tidligere interview har fremhævet, hvor vigtigt det er at støtte op om dronningen og hendes gerning, lyder det fra BILLED-BLADETs kongehusekspert.

I pressemeddelelsen lyder det, at kronprins Frederik er regent i denne periode, og prinsesse Benedikte er rigsforstander, mens kronprinsparret er i Indien. Men der er ingen slutdato for kronprinsens regentperiode.

- Det er for mig meget naturligt, at kongehuset ikke sætter en slutdato for kronprins Frederiks regentperiode. Dronning Margrethe skal nu igennem en længere periode med genoptræning, og det er derfor svært for dem at melde noget ud endnu. Det er alt for tidligt at kunne sige, hvornår dronningen vender tilbage som regent, slutter BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer.

Læs mere om: