27. jul. 2021
Af Lene Skriver Bak

Ærlig prinsesse Nathalie: Sådan har jeg det, når rytterne er i aktion

Prinsesse Nathalie.
Prinsesse Nathalie.
Arkivfoto: Lars Horn
Prinsesse Nathalie er med til OL som landstræner for det danske dressurhold og prinsessen lægger ikke skjul på, at hun kan mærke nerverne, når rytterne rider.

Prinsesse Nathalie har selv repræsenteret Danmark ved OL i 2008 og 2012, så hun kender fornemmelsen af at ride ind på banen til et OL-ridt.

Erfaringen fra hesteryg kan dog ikke altid bruges, efter hun har skiftet rollen som rytter ud med den som landstræner for det danske dressurhold.

Prinsesse Nathalie er med i Tokyo som træner for det danske hold, der kæmper med om melaljer, og det er en helt anden oplevelse end selv at sidde på hesten og kunne gøre en forskel, forklarer hun til BT.

- Det er meget spændende og anderledes. Som rytter kan du gøre noget. Når du står dernede, kan du ikke gøre noget. Du kan forberede rytterne bedst muligt, og så må du bare stå sådan her derude, siger hun til avisen med krydsede fingre og fortsætter:

- Jeg må tænke, de ved, hvad de skal, de er gode til at ride og skal nok klare den. Men min puls er oppe på et vist niveau. Når de galopperer ind, galopperer mit hjerte med. Jeg er ude og ride tre heste, når de er på banen.

Prinsesse Nathalie, der sammen med Andreas Helgstrand og Anne van Olst sikrede sig en OL-bronzemedalje ved legene i Hongkong i 2008, kan håbe på medaljer i både Grand Prix, der er holdkonkurrencen og i de individuelle konkurrencer, hvor tre ryttere i skrivende stund har kvalifereceret sig videre i OL-konkurrencen.

Læs mere om: