Alvorlig Mary: Det er så vigtigt
Forleden var kronprinsesse Mary med til at markere, at det er 31 år siden, at FN’s generalforsamling vedtog Børnekonventionen, der fastlægger rettigheder for børn i hele verden.
Kronprinsesse Mary i samtale med børn
I forbindelse med markeringen af Børnenes Dag talte kronprinsesse Mary fredag formiddag i Tivoli med de tre børn, Thea, Vilma og Esther, om deres håb og forventninger til fremtiden.
Stor forskel
I løbet af samtalen kom kronprinsesse Mary ind på forskellen mellem fokus på børns rettigheder her i Danmark og ude i den store verden.
- Jeg har rejst meget i udviklingslandene, og de rettigheder, der er så vigtige for børn i disse lande, er noget lidt andet i forhold til de rettigheder, der er vigtige for børn i Danmark, sagde Mary og fortsatte.
- I Danmark taler vi meget om at have medindflydelse, at blive hørt og respekteret for sine meninger og holdninger – at være en del af en beslutningsproces, men hvis du rejser til et andet land, lad os sige Bangladesh, så handler det om basale rettigheder om mad og vand og adgang til uddannelse og sundhed og beskyttelse, så det er så vigtigt, at vi fejrer alle børns rettigheder i hele verden.
Mary føler sig inspireret
I det hele taget var kronprinsesse Mary meget, meget engageret i løbet af samtalen, og hun havde mere på hjerte i forbindelse med sine egne oplevelser på arbejdsrejser ude i verden.
- Jeg har også hørt fra mange børn i udviklingslandene at når de har fundet ud af, at de faktisk har rettigheder og har forstået dem, så er de pludselig begyndt at gøre krav på dem, og det er virkelig inspirerende at se, hvordan de tager det med sig. Virkelig godt, lød det fra kronprinsessen.