
Bemærkede du det? Kronprins Christian underskrev med helt særlig kuglepen

Fredag formiddag blev der afholdt statsråd i Statsrådsalen på Christiansborg Slot.
Her deltog kronprins Christian for første gang i et ordinært statsråd i kraft af, at han nu er tronfølger og har fast sæde i statsrådet.

I kraft af sin nye rolle som tronfølger, skulle den 19-årige kronprins på ny underskrive en erklæring om "ubrødeligt at ville overholde grundloven", og underskriften blev sat med en – for kongehuset – helt særlig kuglepen.
På billederne fra statsrådet kan vi nemlig se, at kronprinsen sætter sin signatur med en karakteristisk grøn kuglepen – en Pentel Ball pen 0,5 mm for at være mere præcis.

Kærligheden til den grønne kuglepen har kronprins Christian ikke fra fremmede: Således er den også et yndet skriveredskab hos både kong Frederik og dronning Margrethe.
Da der tilbage i oktober blev gjort klar til statsråd viste billeder fra kongehuset, at der blev lagt hele to grønne kuglepenne frem til kong Frederik, og således var det ekstravagante skrivesæt af sølv med tilhørende fyldepen altså "kun" til pynt.
Også dronning Margrethe har sat en historisk vigtig underskrift med kuglepennen, der koster den nette sum af 26 kroner.
Da hun tilbage i januar 2024 abdicerede, satte hun sin underskrift med en Pentel Ball pen 0,5 mm, som er fast inventar i hendes håndtaske.

