Berørt prins Joachim og Marie viser sig i Paris
For første gang siden deres flytning fra Danmark til Frankrig denne sommer har prins Joachim og prinsesse Marie vist sig i offentligheden i deres families nye hjemby Paris.
Således ankom prins Joachim og prinsesse Marie mandag middag til en mindehøjtidelighed for Frankrigs forhenværende præsident Jacques Chirac i Saint-Sulpice kirken i Frankrigs hovedstad.
Marie og Joachim klædt i sort
Klædt helt i sort og med alvorlige miner repræsenterede Joachim og Marie derefter Danmark i den højtidelige ceremoni, hvor nuværende præsident Emmanuel Macron holdt båretalen.
Blandt de mange fornemme gæster ved mindeceremonien var også præsident Vladimir Putin, USAs tidligere præsident Bill Clinton og Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy.
Jacques Chirac døde i torsdags i en alder af 86 år efter mange års sygdom.
Prins Joachim begyndte i begyndelsen af september på Frankrigs højst rangerende militære lederuddannelse på École Militaire i Paris.