12. apr. 2018
Af Trine Larsen

Bevæget kronprinsesse Mary til udstilling om voldsramte kvinder

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Hjerteskærende historier om vold og undertrykkelse, men også stolthed og stor skønhed gemte sig bag billederne i den fotoudstilling, som kronprinsesse Mary i eftermiddag var til åbningen af.

Kronprinsesse Mary var tydeligt bevæget og meget engageret, da hun i eftermiddag var med til åbningen af en enestående fotoudstilling, som en af Danmarks største modefotografer, Signe Vilstrup, står bag. For fotografen har været langt væk fra catwalken og de modestudier, hvor hun normalt tager billeder til Vogue, Elle og Vanity Fair. Signe Vilstrup har nemlig arbejdet i Kenyas værste slumkvarter, Kibera nær Nairobi, hvor hun for Plan Børnefonden har fulgt 13 piger og unge kvinder og taget billeder af dem og deres liv.

Kronprinsesse Mary: Stærke historier

- Det er en fantastisk udstilling. Og det er meget, meget stærke billeder. Men det er historierne, kvinderne bag portrætterne, som er endnu stærkere. Det er dem, vi skal lægge mærke til, give en stemme og hjælpe. De fortjener opmærksomhed, for de lever et forfærdeligt liv med vold og undertrykkelse og krænkelser, sagde kronprinsesse Mary til BILLED-BLADET, da kronprinsessen var med til åbningen af "Transformation", som Signe Vilstrup kalder sin udstilling. Den sætter fokus på vold og undertrykkelse af piger og unge kvinder - et stigende og globalt problem, som kronprinsesse Mary er meget involveret i og dybt optaget af.

Svært at forså

- En ud af tre piger på verdensplan har været udsat for voldtægt eller anden form for vold gennem deres liv. Det er svært at forstå, hvor mange piger og kvinder det drejer sig om, og bag hvert eneste overgreb er der et ansigt og et menneske med en historie. Modige og stærke piger og kvinder, som I skal møde i dag, sagde administrerende direktør i Plan Børnefonden, Gwen Wisti, der sammen med fotograf Signe Vilstrup, bød kronprinsesse Mary og udviklingsminister Ulla Tørnæs velkommen til udstillingen, inden hun overrakte Mary et af de indrammede, stærke kvindeportrætter, som tydeligt viser kontrasterne, når de unge piger og kvinder i slumkvartererne, trods hårde og umenneskelige livsvilkår, også udstråler, styrke, mod, og betagende skønhed.

Udstillingen, der sætter ansigt på de personlige historier og udfordringer, som så mange unge piger og kvinder møder i verdens fattigste lande, kan opleves indtil den 30. april i YUME, Århusgade 138 i Københavns Nordhavn.

Læs mere om: