De kongelige til mindegudstjeneste for Norges døde
![Dronning Margrethe](https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/kongelige/nyheder/dronning-margrethe/2011/2/margretheaarhusbog.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
Når der onsdag eftermiddag klokken 14 holdes mindegudstjeneste i Københavns domkirke for ofrene for den ufattelige tragedie, der ramte Norge den 22. juli, bliver det med deltagelse af dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
De kongelige vil sammen med en utvivlsomt fyldt kirke vise medfølelse og sympati for hele det norske folk og ikke mindst for alle de, der er direkte berørt af den vanvittige bombning af Oslos regeringskvarter og ikke mindst den efterfølgende nedskydning af deltagerne på en politisk sommerlejr på øen Utøya nord for Oslo.
Gudstjenesten tilrettelægges i et samarbejde mellem Den Norske Kirke i København, Den Norske Ambassade og Københavns Domkirke.
Gudstjenesten er åben, dog med et begrænset antal pladser. Domkirken vil være åben fra kl. 12.30. Gudstjenestedeltagerne vil kunne tænde et lys eller lægge blomster i kirken inden gudstjenestens begyndelse. Alle kirkegængere skal være på plads senest kl. 13.40.