De kongeliges private julekort: Så mange sender dronning Margrethe
Mens nogle sender en kort besked til venner og bekendte med ønsket om en glædelig jul, holder andre fast i det traditionelle julekort. Og det kommer formentlig ikke bag på mange, at én af dem er vores dronning.
I løbet af december tæller kongehuset ned til juleaften med en julekalender på sociale medier, hvor der bag hver låge gemmer sig en lille historie om kongehuset og dets medlemmer.
I dag løftes sløret for de kongeliges tradition for at sende julekort, hvor de samtidig har delt en række billeder af private julekort, der både er sendt og modtaget af de kongelige.
Her ses blandt andet et ældre julekort sendt af Frederik den 9., der i familien gik under navnet Rico, til sin far, Christian 10.
”En glædelig jul ønskes dig kære far af de hengivne Rico.”
Et andet er også stilet til Christian 10. og hans hustru dronning Alexandrine, som i familien blev kaldt Adini. Det havde dog lidt længere vej. Julekortet er sendt fra kong George den 5., der var fætter til kong Christian 10.
I julekortet fra 1934 står der:
”To dear Christian and Adini. Christmas Greetings and all good wishes for a bright and happy new year. From George.”
I julekortet fra den britiske konge kan man se, at størstedelen af det er trykt.
Kongehuset skriver, at det fortrykte julekort blev opfundet i England i 1843 af forfatter Sir Henry Cole. Og siden blev det populært – også i kongehuset, hvor man skulle igennem mange jule- og nytårshilsner.
Det danske kongehus kom også med på bølgen, og siden Frederik 9. og dronning Ingrids tid har den kongelige families fortrykte julekort gerne haft et fotografisk motiv af familien.
I dag sender dronning Margrethe 400 personlige og signerede julekort. Det samme gør kronprinsparret, mens prinsesse Benedikte sender 300.