Dejlig nyhed fra kongehuset: Nu kan dronningen glæde sig
Dronning Margrethe kommer alligevel til Grønland i år. Det oplyser kongehuset, der skriver, at dronningen besøger Grønland 8.-12. oktober.
Oprindeligt skulle Dronningen have besøgt Grønland i juli og august i år, men besøget blev udsat på grund af en række smitteudbrud af COVID-19 i det grønlandske samfund. Samtidig havde kongeskibet Dannebrog maskinelle udfordringer og kunne ikke sejle til Grønland, men besøget blev alligevel planlagt med fly og overnatning på hoteller.
Besøget nu kommer heller ikke til at foregå med Dannebrog, idet sæsonen for skibet er slut og det er planen at dronningen "går fra borde", på tirsdag. At der er kommet en rejse til Grønland ind i programmet, ændrer ikke kongeskibet Dannebrogs program.
Dronningens besøg i Grønland finder sted i Ilulissat, Nuuk, Pituffik og Station Nord og sker efter invitation af formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede.
Besøget betyder meget for dronningen, idet dronningens besøg i Grønland finder sted i 100-året for det første kongebesøg i landet. I 1921 var det Dronningens farfar, Christian 10., der som den første danske monark besøgte landet, og i Nuuk vil Dronningen markere 100-året for Kongebesøget flere steder.
Desuden vil dronningen besøge polarforsker Knud Rasmussens fødehjem i Ilulissat.
I hovedstaden Nuuk er Naalakkersuisut vært ved en gallamiddag for Dronningen, og i Hans Egede Kirke vil Dronningen deltage i bispevielse af Grønlands Stifts nye biskop, Paneeraq Siegstad Munk.
Dronningens besøg slutter i Nordgrønland med privat besøg ved Thule Air Base i Pituffik samt på Station Nord.