Dejligt nyt billede: Prinsesse Benedikte er med på moden
Den verdensomspændende coronavirus har sat sine aftryk verden over, og flere og flere har sat sin lid til den digitale verden i stedet for fysiske møder.
76-årige prinsesse Benedikte er ”hoppet med på moden” og viser sine evner inden for den digitale verden på et helt nyt billede, som kongehuset har udsendt. BILLED-BLADET har lov til at bringe billedet.
På billedet ses prinsesse Benedikte, som arbejder fra sin tablet på skrivebordet i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg. Dagen har stået i spejdernes tegn, og til det nye billede skriver det danske kongehus blandt andet:
”Fra sin tablet på skrivebordet i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg loggede Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte i dag ind til to virtuelle møder med først The Olave Baden-Powell Society og efterfølgende Pigespejdernes Fællesråd. På møderne drøftede Prinsessen sammen med de øvrige mødedeltagere organisationernes arbejde”.
Har overtaget efter mor dronning Ingrid
Som protektor for The Olave Baden-Powell Society deltager prinsesse Benedikte jævnligt i møder med organisationen, som ”er et globalt netværk af organisationer og personer, der støtter den frivillige forening for pigespejdere The World Association of Girl Guides and Girl Scouts”.
Prinsesse Benedikte blev protektor for organisationen sammen med sin mor, dronning Ingrid, da The Olave Baden-Powell Society blev grundlagt i 1984.
Efter sit digitale møde med The Olave Baden-Powell Society fortsatte prinsesse Benedikte til næste møde: Denne gang med Pigespejdernes Fællesråd, hvor prinsessen er formand. Hun overtog formandsrollen efter sin mor, dronning Ingrid.