
Der blev ikke taget chancer med dronning Marys sikkerhed: PET-vagter havde deres egen mad med

Da dronning Mary i juni tog på officielt besøg i Nigeria, skete det i al hemmelighed.
Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Abuja og Lagos, hvor dronningen skulle til, og militante islamiske grupper som Boko Haram og Islamisk Stat har igennem mange år stået bag voldsomme angreb i landet.

DSB's magasin Ud & Se var med dronning Mary i Nigeria, og i reportagen beskrives de store sikkerhedsforanstaltninger omkring rejsen også.
Det fremgår blandt andet, at forberedelserne til turen har taget seks uger, ligesom livvagterne fra PET ankom en hel ugen i forvejen.
Udover farerne for uro, kriminalitet og terror er dårlig mave også noget, man skal gardere sig mod.
Derfor fremgår det også af Ud & Se's artikel, at PET-vagterne har medbragt feltrationer, for "det går jo ikke, at en PET-agent går hen og får diarré, mens han passer landets dronning", konstaterer Ud & Se's udsendte.
