21. dec. 2022
Af Marianne Singer

Der dukkede hun lige op igen: Her er dronningens trofaste følgesvend

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe.
Foto: Hanne Juul
Dronning Margrethe er tæt knyttet til sin søde gravhund Tilia, der endnu engang er med i den kongelige julekalender onsdag.

Bag onsdagens kongelige julelåge på kongehusets sociale medier finder man en afslappet dronning Margrethe, der er i gang med at brodere et julehjerte.

Med i den lille video er også dronningens faste følgesvend, gravhunden Tilia, som ikke viger fra sin kongelige ejers side.

Med overalt

Det er ikke første gang, at skønne Tilia gemmer sig bag en af julekalenderens låge sammen med dronningen.

Også den 18. december, da dronningen tændte adventslys lå hun og hyggede sig trygt i den kongelige sofa i Den Røde Salon i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.

Gjorde sig bemærket

Tilia gjorde sig i den grad også bemærket, da BILLED-BLADET var på besøg hos dronningen til et interview i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum i december sidste år.

Dengang blev dronningens ankomst til interviewet højlydt annonceret af Tilia, der gøende kom løbende imod BILLED-BLADETs udsendte, efterfulgt af sin ejer i raskt tempo.

- Hun er ikke slem til at gø, men hun skal lige gøre opmærksom på, at hun er der, forklarede dronningen veloplagt.

Dronning Margrethe
Dronningen med kære Tilia under interviewet.
Foto: Hanne Juul

Eneste hund

Tilia er palæets eneste hund, og under interviewet fortalte dronningen om hende.

- Som De kan se, tør hun godt lægge sig i sofaen. Det er der ikke noget problem i. Tilia er ved at være ni år. Hun var min mands hund først, hans sidste hund. På det tidspunkt havde jeg en anden hund, der efterhånden var temmelig gammel og ikke havde det godt. Hun gik bort i efteråret 2018, og så overtog jeg Tilia, som jo nok savnede sin herre en del. Og så fandt vi ud af, at vi havde det rigtig godt sammen, ikke Tilia? lød det fra dronningen henvendt til sin hund.

Dronningen har også flere gang haft Tilia med på kongelige gøremål, blandt andet da hun den 14. januar, med Tilia på skødet, modtog udvalgte medarbejdere i kongehuset i Riddersalen i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.

Læs mere om: