Derfor betyder Verbier så meget for Mary og Frederik
For kronprinsesse Mary og kronprins Frederik har byen Verbier i Schweiz været rammen om nogle af deres fælles livs dejligste og festligste stunder.
Derfor har skibyen i de schweiziske Alper en helt speciel betydning for Mary og Frederik, hvis fire børn Christian, Isabella, Josephine og Vincent i januar næste år tager hul på et privatskoleophold i Verbier af tolv ugers varighed.
Fantastiske oplevelser
Kronprinsesse Mary er den af de to forældre, som vil være mest sammen med børnene i Verbier i skoleperioden, men også kronprins Frederik vil være i Verbier hos familien, så meget de royale pligter tillader det.
Det bliver helt sikkert skønt for kronprinsparet at opleve deres børn på skolen i den Alpeby, hvor Mary og Frederik allerede inden de blev gift havde nogle fantastiske oplevelser sammen.
Hele familien på skiskole
Mary og Frederik har fra dereres tidlige år sammen været glade for at opholde sig i Verbier og nyde at stå på ski på de snefyldte og kridhvide pister i Alperne.
Mary og Frederik har flere ferier hygget sig i selskab med gode venner som Peter og Caroline Heering samt Jeppe og Birgitte Handwerk.
Og da kronprinsparret fra og med 2006 også kom til Verbier for at holde vinterferie med deres børn, blev der bare skruet op for de gode oplevelser.
Kronprinsfamilien har blandt andet nydt mange gode timer på den lokale skiskole, hvor Christian, Isabella, Josephine og Vincent alle har lært at holde balancen på alpine skibrædder.
Dejlige fester med vennerne
Gennem årene har kronprinsesse Mary og kronprins Frederik også fejret nogle helt særlige festdage i Verbier.
Her holdt Mary for eksempel en helt privat fest i anledning af sin 40-års fødselsdag.
Og kronprinsparret har også været med til at fejre gode venners fødselsdage i de eksklusive rammer i Alpebyen.
Da baron Johan Wedell-Wedellsborg holdt sin 40-års fødselsdag på Verbiers hotteste natklub var det således med blandt andre kronprinsesse Mary som æresgæst.