De tre søstre mødes i Kolding i begyndelsen af maj.
Ikke alene dronningen, men også hendes to søstre, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, har sagt ja til at være med, når Koldinghus og byen den 5. maj fejrer 750-års jubilæum. At de tre kongelige søstre alle deltager i begivenheden er usædvanligt og med til at understrege de kongeliges nære relationer til Koldinghus, der de senere år har haft en række udstillinger med kongeligt islæt.
Bryllups-diadem på udstilling
I 2016 åbnede prinsesse Benedikte en udstilling om Fabergé, hvor kongehuset havde udlånt mange af familiens private genstande, og sidste år havde Koldinghus en udstilling med prins Henriks store samling af jadekunst. I anledning af 750-års jubilæet viser museet udstillingen ”Magtens smykker”, og her vil gæsterne bl.a. kunne se det særlige Cartier-diadem, som alle tre kongelige søstre bar ved deres bryllup.
Minderne omkring dette vil dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie tilsyneladende gerne dele, så efter deltagelsen i festen på Staldgården skal det kongelige trekløver på Koldinghus og som de første se udstillingen, som åbner samme dag.