Derfor var Mary i tv-studiet
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Kronprinsesse Mary var en tur i tv-studiet på Nørrebro i København i anledning af Ungdommens Folkemøde.
Eventet skulle have været afholdt med sessions rundt om i Danmark, men grundet restriktionerne blev det et digitalt event, som fra et studie på spillestedet Alice på Nørrebro i København blev streamet til en masse skoler.
Kronprinsesse Mary var engageret
Kronprinsessen deltog engageret i en session med fokus på kvinder og pigers kamp for retten til egen krop.
Kronprinsesse holdt tale med udgangspunkt i årets State of the World-rapport fra UNFPA, som hun er protektor for.
Udbredt vold
Mary tog i talen blandt andet fat på krænkelser af piger og unge kvinder.
- Skadelig praksis er en del af den udbredte vold, som kvinder og piger er udsat for verden over. Ifølge FN’s Kvindekommission vil en tredjedel af kvinder i verden på et eller andet tidspunkt i deres liv opleve fysiske eller seksuelle overgreb, sagde Mary i sin tale og kom også ind på to af de værste former for krænkelser.
Skadelig praksis
-To af de former for skadelig praksis, som rammer rigtig mange piger hver eneste dag, er omskæring og børneægteskab. Omskæring er en krænkelse af retten til sundhed inklusiv seksuelle og reproduktive rettigheder, og af retten til et liv uden vold. Pigeomskæring kan have alvorlige konsekvenser i form af død eller smerter og sundhedsproblemer igennem hele livet. Og at det ofte praktiseres for at gøre en pige gifteklar, gør kun krænkelsen af pigens rettigheder endnu mere alvorlig, lød det fra Mary, der fortsatte.
- Børneægteskab rammer både piger og drenge, men langt flere piger end drenge. Og mens drengene oftest bliver gift til yngre eller jævnaldrende piger, risikerer pigerne ofte at blive gift til meget ældre mænd, sagde kronprinsessen under sin medvirken i optagelserne i tv-studiet, hvor BILLED-BLADET som eneste medie havde fået adgang.