11. apr. 2023
Af Sofie Nymand

Det er fem år siden sidst: Nu fejrer dronning Margrethe fødselsdag på Amalienborg

Dronning Margrethe 
Dronning Margrethe
Foto: Jesper Sunesen
Dronning Margrethe fejrer i år sin fødselsdag på Amalienborg, hvor hun vil vise sig på balkonen med den kongelige familie.

Det er tid til at finde Dannebrog frem og bevæge sig mod Amalienborgs Slotsplads.

På søndag fejrer dronning Margrethe sin 83-års fødselsdag, og det er første gang i fem år, at dronningen kan tage imod fødselsdagsgæster på Amalienborg.

Det skriver kongehuset på Instagram.

Her inviterer de til kongelig fødselsdag på slotspladsen, hvor livgarden vil gennemføre et stort vagtskifte i røde gallauniformer, og dagens fødselar vil vise sig på balkonen.

Sidst dronningen lod sig fejre i det københavnske var i 2018.

Både året efter og i 2022 holdt dronning Margrethe sin fødselsdag på Marselisborg Slot i Aarhus, og i den mellemliggende periode fejrede hun det privat grundet coronapandemien.

Det er en tradition, at dronningen tilbringer påskedagene i Aarhus, og når fødselsdagen falder i påsken, fejrer hun naturligvis dagen på Marselisborg.

Det gør den som bekendt ikke i år, og derfor hejses flaget på Amalienborg.

Ifølge kongehuset vil dronning Margrethe træde ud på balkonen kl. 12, hvor hun vil få selskab af den kongelige familie.

Læs mere om: