17. apr. 2023
Af Sofie Nymand

Det havde vi altså ikke regnet med: Dronning Margrethe overraskede alle på Amalienborg Slotsplads

Dronning Margrethe 
Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
Dronning Margrethes fødselsdag bød på noget helt usædvanligt.  

– Hold da op! Sikke en overraskelse. Det havde vi altså ikke regnet med.

Søndag eftermiddag var BILLED-BLADETs reporter netop ved at afslutte livesendingen fra dronning Margrethes fødselsdagsfejring på Amalienborg, da dagens fødselar pludselig overraskede.

Forinden havde dronning Margrethe samlet hele familien på balkonen, hvor de vinkede til alle, der var stimlet sammen på slotspladsen.

Efter dronningen havde vist sig tre gange på balkonen – med både børnebørn, børn og svigerdøtre – blev balkondørene lukket, og flere fremmødte begyndte så stille at forlade pladsen.

Men det var ikke helt slut endnu – fødselaren havde et ekstranummer i ærmet.

For pludselig gik balkondørene op og ud kom en storsmilende dronning Margrethe.

For fjerde gang udbrød der jubel fra pladsen, og folk var hurtige til at finde deres medbragte flag frem igen.

At dronning Margrethe træder ud på balkonen hele fire gange, er ret usædvanligt, når man sammenligner med sidst, dronning Margrethe blev fejret på Amalienborg Slot.

Det var i 2018, hvor dronningen også her samlede hele familien på balkonerne – på nær kronprins Frederik, som var på rejse i Grønland.

Her trådte dronning Margrethe “kun” ud på balkonen to gange.

Også kongehuset fremhæver, at dronningen viste sig flere gange på balkonen:

“Hele fire gange viste Hendes Majestæt Dronningen sig i dag på Amalienborgs balkon i anledning af sin 83-års fødselsdag,” skriver kongehuset på Instagram.

Læs mere om: