Det sker i dag: Dronning Margrethe og kronprinsparret klar til festlige begivenheder med Felipe og Letizia
Dronning Margrethe er den 6.–8. november vært for kong Felipe og dronning Letizia af Spanien, som aflægger statsbesøg i Danmark.
Kongeparret vil være ledsaget af den spanske udenrigsminister og en erhvervsdelegation under statsbesøget.
Erhvervsdelegationen vil have fokus på dansk-spanske samarbejdsområder inden for blandt andet grøn omstilling, medicinalindustri og shipping.
Ankomst til lufthavnen og modtagelse på Amalienborg
Dagen i dag byder på kongeparrets ankomst i Københavns Lufthavn klokken 14.00.
Kong Felipe og dronning Letizia ankommer til Vilhelm Lauritzens Terminal i Københavns Lufthavn, hvor dronning Margrethe, kronprinsparret og prinsesse Benedikte vil tage imod.
I forbindelse med ankomsten i lufthavnen vil dronning Margrethe og kongen inspicere Den Kongelige Livgarde.
Klokken 15.00 er der officiel modtagelse på Amalienborg.
Dronningen kører sammen med kongeparret i karet eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Kastellet til Christian VII's Palæ på Amalienborg.
Klokken 15.00 deltager kong Felipe i et møde med statsminister Mette Frederiksen på Christiansborg Slot.
Og klokken 20.00 er der gallataffel på Christiansborg Slot.
Dronning Margrethe er vært ved et gallataffel på Christiansborg Slot til ære for kongeparret med deltagelse af kronprinsparret, prinsesse Benedikte, regeringen, repræsentanter for dansk og spansk erhvervsliv, repræsentanter for kultur og sport, den spanske delegation, repræsentanter for Hoffet m.fl.
Ved gallataflet vil der være taler ved dronning Margrethe og kong Felipe.
Vi sender live klokken 13.50 fra Lufthavnen, klokken 14.45 fra Amalienborg og endelig klokken 19.00 fra Drabantasalen på Christiansborg Slot.