Det sker ikke hver dag: Kongehuset deler særlig opskrift
Med få dage til jul er dronning Margrethe onsdag taget afsted mod Aarhus, hvor hun skal holde jul med sine sønner, svigerdøtre og børnebørn på Marselisborg Slot.
Der er dog stadig stor julestemning på slottene i København, og i værkstedet bag Christian VIII’s Palæ på Amalienborg bliver der også pyntet op til jul.
Det skriver kongehuset på Instagram, hvor der også deles en opskrift på et ganske særligt julehjerte.
Hvert år fletter kongehusets snedkermester sirligt de fineste julehjerter af træ, som efterfølgende hænges til skue.
”Dette er en lille opskrift på et helt særligt julehjerte, som hvert år laves i Kongehusets Værkstedshus.
For høvlspåner fra fyr- og enebærtræ lægges hvert år til side, når Kongehusets snedkermester pynter op til jul i værkstedet bag Christian VIII’s Palæ på Amalienborg.
Fugtet op med vand lægges træspånerne i pres, hvorefter de nænsomt flettes og limes sammen til velduftende træjulehjerter.
Når snedkermesteren ikke laver julepynt af resttræ, leder han Kongehusets Værkstedshus. Her er den overordnede opgave at bevare de kulturværdier, som Kongehuset råder over i form af møbler og inventar”, skriver kongehuset på de sociale medier.
Kongehusets opslag er en del af deres digitale julekalender, hvor de i år inviterer indenfor hos både de kongelige og kongehusets medarbejdere til et lille unikt indblik i hverdagen i december.
”Værkstedshuset holder til i en historisk hestestald. For 80 år siden red Christian 10. nemlig hver morgen ud i Københavns gader fra denne bygning. Dengang var hestestalden stadig i aktiv brug. I dag er Kongehusets heste opstaldet ved Christiansborg Ridebane, og nu er det Kongehusets malere, snedkere og vaskeriassistenter, der dagligt passerer brostenene til staldbygningen bag palæet på Amalienborg”, slutter kongehuset opslaget af.
Se det herunder, hvor også de smukke julehjerter kan ses.