29. mar. 2024
Af Christinna Braun, Marianne Singer

Dronning Ingrid var det for kong Frederik: Mon Margrethe går samme vej med kronprins Christian?

Kronprins Christian og dronning Margrethe.
Kronprins Christian og dronning Margrethe.
Foto: Hanne Juul
Kong Frederik har ofte fortalt, hvor stor en støtte han havde i sin mormor, dronning Ingrid.

Det var en skelsættende dag, da dronning Margrethe den 14. januar trådte tilbage som Danmarks dronning og overlod tronen til sin ældste søn, kong Frederik.

Dermed blev Frederiks ældste søn kronprins.

I et interview med BILLED-BLADET fortæller dronning Margrethes niece prinsesse Nathalie nu om den historiske dag og beslutningen om at abdicere.

- Jeg må nok sige, at var i chok. Men jeg kan virkelig godt forstå hende, fortæller prinsesse Nathalie om dronning Margrethes beslutning om at abdicere.

- Hun har sikkert gjort sig mange tanker om sin beslutning. Nu kan hun nyde at have givet ”sceptret” videre til kong Frederik og dronning Mary og nyde at se, hvor godt de kommer til at gøre det. Fordi jeg er hundrede procent sikker på, at de kommer til at gøre det rigtig godt. Det er nye tider, vi er i det 21. århundrede, og de kommer sikkert til at gøre det på mere moderne vis.
– Og så kan hun måske være en god vejleder til kronprins Christian. Ligesom dronning Ingrid engang, fortæller prinsesse Nathalie til BILLED-BLADET.

Netop forholdet til mormor dronning Ingrid er noget, kong Frederik har talt om ved mange lejligheder.

Svenskfødte dronning Ingrid bliver også nævnt flere gange i kong Frederiks bog ”Kongeord” fra 2024.

”Hun skabte et rum, man kunne finde sig selv i., og når det kom til det med at være tronarving, sagde hun aldrig, at jeg skulle opføre mig sådan og sige sådan. I stedet tog hun presset af min situation ved stille og roligt og indirekte at italesætte det, der var svært for mig. Konkrete råd og svar måtte man altså selv finde frem til, og på den måde kan man sige, at hun lærte mig at arbejde med de tvivlsspørgsmål, jeg måtte have, på egen hånd.

(…) For mig handler det mest om, at hun var enormt vigtig for min barndom og ungdom og mit tidligste voksenliv. Hun var læremesteren, som gav mig ro i stedet for ret og sørgede for, at jeg selv fandt svar på de spørgsmål, jeg havde”, fortæller kong Frederik i ”Kongeord”.

Læs mere om: