5. dec. 2010
Af af Lisbeth Grube

Dronning Margrethe belønnede en god kammerat

Dronning Margrethe giver den stolte garder hånden.
Dronning Margrethe giver den stolte garder hånden.
Foto: Ole Bjørk
En glad men nervøs garder modtog ”Dronningens Ur” på Københavns kaserne.

- Jeg var meget nervøs og vidste ikke helt, hvor jeg skulle stå. Det er første gang, jeg er så tæt på dronningen, men alt gik godt, og hun gav et godt, fast håndtryk.

På trods af bidende kulde havde garder Ruben Niels Vestergaard ingen problemer med at holde varmen under bjørneskindshuen forleden. Dronning Margrethe overrakte ham nemlig "Dronningens Ur" ved Den Kongelige Livgardes parade ved kasernen i København - og det var en stor ære for den 22-årige viborgenser.

Ruben var udpeget af sine kammerater og foresatte på grund af sin positive indstilling og evne til at vise godt kammeratskab, og i sin tale kaldte majestæten ham "en god garder", inden hun ønskede ham hjerteligt tillykke med hæderen.

- Jeg tror bare, jeg har gjort det godt og været glad. Det betyder meget for mig at være en god kammerat. Send et smil - så får man ét igen, lød det fra Ruben, inden han blev forenet med sin stolte familie, der havde taget turen helt fra Viborg for at overvære paraden og overraske Ruben.

Læs mere om: