Dronning Margrethe besøger Skagens Museum
Dronning Margrethe besøger Skagen og dét besøg har sat byen på den anden ende.
For majestæten har sagt ja til at åbne det nyrenoverede og udvidede museum i Skagen næste fredag, når det efter et par års ombygning står klar til invielse og igen kan byde de godt 150.000 gæster, der årligt besøger museet velkommen i nye flotte omgivelser.
Dronning Margrethe og prins Henriks Fond har bidraget med et anseeligt besløb til museets genopbyggelse, så dronningen, der også selv er kunstner, er helt sikkert spændt på at se ændringerne, der ikke mindst har øget udstillingsarealet for museets 9000 værker fra 509 m2 til 917 m2, samtidig med at spisesalen, som er museets hjerte og arnested, bliver bevaret, præcis som den fremstår i dag.
I Brøndums Spisesal skal dronning Margrethe efter rundvisningen på museet spise frokost med blandt andre kulturminister Bertel Haarder, Frederikshavns borgmester, Birgit Stenbak Hansen, og museets bestyrelsesformand, Hans Jørgen Kaptain, samt direktør Lisette Vind.
Efter frokosten og den private rundvisning invier dronningen officielt museet, hvor der også vil være taler og officiel fernisering, inden dronningen igen forlader Skagen Museum efter planen kl. 15.30 efter fire og en halv times besøg.