Dronning Margrethe: Det ønsker jeg for mine børnebørn
Dronning Margrethe har været regent i 40 år, men hun har aldrig deltaget i et live-interview på TV. Indtil onsdag aften. Her deltog Dronningen i et 45 minutter langt interview med den garvede TV 2-journalist Ulla Terkelsen - begge var matchende klædt i lilla.
Der var flere spørgsmål i løbet af interviewet, der handlede om den globaliserede verden - og snakken faldt også på kærligheden til fædrelandet.
- Vi har alle brug for et eller andet sted, der holder os oprejst. Det er noget med at vide, hvor man kommer fra og hører til. Fædrelandskærlighed er en meget væsentlig ting at have i en globaliseret verden. Man bliver jo rodløs, hvis man ikke ved, hvor man hører hjemme, sagde dronning Margrethe, der den 14. januar 2012 helt nøjagtig har siddet 40 år på tronen.
Senere på året fylder hun 72 år, og det har alle været år med meget opmærksomhed fra offentligheden.
Dronningen forklarede dog, at hun stadig føler, at det i dagens Danmark er muligt at være en offentlig person til offentlige begivenheder og en privat person, der har sit eget frirum.
- Jeg føler mig ikke overbegloet, når jeg går ud i byen, sagde dronningen, der mener, at folk generelt er meget diskrete, når hun sommetider bevæger sig ud i private ærinder.
Hun mener heller ikke, at danskerne har forandret sig i de mange år, hun har begivet sig ud i hverdagslivet i Danmark.
- Der er mange ting, der er anderledes i dag, bl.a. i forhold til den teknologiske udvikling. Tiden har jo langtfra stået stille for nogen. Men danskerne er egentlig, som de plejer at være, sagde dronningen.
Men hun påpegede til gengæld, at pressen med årene har udviklet sig og er blevet mere emsig og optaget af, hvad kongefamilien laver. Dronningen sagde, at det eksempelvis kan være svært for kongehusets yngste generation at vokse op og være noget for landet, hvis de konstant er under overvågning.
- Man skal kunne trække sig ud af offentligheden en gang imellem og have mulighed for at lade op og udvikle sig som mennesker, sagde dronning Margrethe, der dog også erkendte, at hun selv har stået i spidsen for et kongehus, der har åbnet mere og mere op for offentligheden.
- Men der er grænser. Og det er jo ikke fordi, at folk ikke må se det, der sker. Men vi har brug for et sted, hvor vi bare er os selv, slog hun fast.
Til slut blev dronning Margrethe ønsket tillykke endnu en gang med de 40 år som regent af Ulla Terkelsen, som også ønskede hende tillykke med de næste 40 år.
- Men det er måske lidt rigeligt, sagde regenten.