Dronning Margrethe er ankommet til Grækenland i kaos
Der var kaos foran Athens fornemste hotel, Grande Bretagne, da dronning Margrethe ankom lidt før klokken 14 i dag for at deltage i sin lillesøster dronning Anne-Maries guldbryllup.
Kort tid før dronning Margrethes ankomst blev den røde løbet rullet ud, og mange mennesker, især unge, flokkedes om indgangen. De troede, det var popstjernen Lady Gaga, der er i Athen for at give koncert, de ville få at se.
I stedet var det den danske dronning!
Fest i aften
Men alle ville gerne have et glimt af dronning Margrethe, og både de danske og de græske sikkerhedsvagter kom på arbejde.
Indenfor ventede dronning Anne-Marie, kong Konstantin samt deres fem børn og tre svigerbørn, der alle havde ventet med at spise frokost, til dronning Margrethe var ankommet.
I aften fejres guldbrylluppet med middag og fest for over 100 gæster.