20. dec. 2018
Af Trine Larsen

Dronning Margrethe får ny protektion

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul / Billed-Bladet
Dronning Margrethe er protektor for Gigtforeningen, men nu bliver dronningen også protektor for det nye gigthospital, som i 2019 flytter til Sønderborg.

Dronning Margrethe er allerede nu protektor for Gigtforeningen og støtter dermed de 700.000 mennesker i Danmark, som er berørt af den kroniske sygdomme.

Nu har dronningen påtaget sig endnu en protektion - nemlig Dansk Gigthospital.

I det nye år flytter det tidligere gigthospital i Gråsten, Kong Christian X's Gigthospital, til nye topmoderne omgivelser i forbindelse med Sønderborg Sygehus, og i den anledning skifter hospitalet navn til Dansk Gigthospital.

Stolthed over dronningens ja

Dronningen har sagt ja til også at være protektor for det nye hospital, der ejes af Gigtforeningen, og har et ønske om at give gigtpatienter fra hele landet den nyeste og bedste behandling.

- Vi er stolte og beærede over, at Hendes Majestæt Dronningen ønsker at være protektor for hospitalet. Kong Frederik 9. og dronning Ingrid indviede i 1956 bygningerne i Gråsten, og det betyder meget for medarbejdere, patienter og Gigtforeningen, at kongehuset har ønsket at bevare den tætte relation til hospitalet, siger Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.

Gigt dækker over mere end 200 diagnoser, men fælles for dem er, at det rammer bevægelsesapparater og vedrører knogler, muskler, sener og led.

De fleste gigtsygdomme giver smerter og gigt kan endnu ikke kureres.

Læs mere om: