5. feb. 2019
Af Ulrik Ulriksen

Dronning Margrethe fejrede Mary på Amalienborg

Dronning Margrethe og kronprinsesse Mary
Dronning Margrethe og kronprinsesse Mary
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Kronprinsesse Mary fylder 47 år i dag, og på Amalienborg fik hun på den særlige dag besøg af sin svigermor, dronning Margrethe.

Flagene har hele dagen i dag vajet over Amalienborgs fine palæer i anledning af kronprinsesse Marys 47-års fødselsdag. Særligt i Frederik VIII’s Palæ har der været liv og lys i vinduerne. Palæet, hvor kronprinsfamilien bor, var på den kolde februaraften varmt oplyst, og rammen var perfekt til en hyggelig lille fødselsdagsfest.

Dronningen kom i kronebilen

Dronning Margrethe ankom i sin kronebil til palæet tidligt tirsdag aften, og mon ikke dronningen var på besøg for at ønske kronprinsesse Mary tillykke med fødselsdagen. Majestæt har i denne tid residens på Fredensborg Slot nord for København.

Frederik skyndte sig hjem

Fødselaren har haft ganske travlt med officielle opgaver den seneste tid, men på sin fødselsdag var kalenderen fri, så Mary kunne lade sig fejre af familien. Kronprins Frederik var tirsdag eftermiddag på job i indre by, hvor han officielt åbnede det grønne og bæredygtige showroom House of Green, men herefter vendte han hurtigt hjem til Mary og børnene på Amalienborg, hvor der var lagt op til en god familieaften.

Læs mere om: