Dronning Margrethe fejret på Frederiksborg Slot
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fejrer dronning Margrethes regentjubilæum med en stor, retrospektiv særudstilling, der fortæller historien om dronningens rolle som regent.
I dagens anledning deltog regentparret, kronprinsparret og prins Christian.
På udstillingen får man blandt andet indsigt i dronningens officielle rolle i det konstitutionelle monarki, mulighed for at gå en tur gennem de fire årtier, dronningen har regeret over, og der vil også være mulighed for at nyde nogle af dronningens mest mindeværdige kjoler og opdækninger.
Et helt nyt portræt af regenten, malet af Niels Strøbek, blev onsdag afsløret i forbindelse med udstillingens åbning.
Info:
Udstillingen åbner den 12. januar og løber til den 22. april 2012. Åbent hver dag.
I forbindelse med udstillingen vil der også være en børneudstilling med værksted, hvor børnene har mulighed for at komme tættere på deres dronning, skrive en lykønskning, lave deres egen konge- eller dronningekrone samt blive slået til ridder af Frederiksborg.