29. apr. 2011
Af af Trine Larsen, Billed-Bladet i London

Dronning Margrethe festede med Charles og Camilla hos dronning Elizabeth

Dronning Margrethe vinkede til de mange fremmødte inden hun gik til kongelig fest hos dronning Elizabeth.
Dronning Margrethe vinkede til de mange fremmødte inden hun gik til kongelig fest hos dronning Elizabeth.
Foto: Krestine Havemann
Bryllupsfestlighederne er i fuld gang i London og de kongelige fester for det kommende brudepar.

Dronning Margrethe var en af æresgæsterne da dronning Elizabeth og prins Philip her til aften, kun 15 timer før århundredets bryllup, holdt før bryllupsmiddag på det eksklusive Mandarin Oriental Hotel i Knightsbridge.

Her er dronningen, der er alene til brylluppet i London, sammen med kongelige fra hele verden og mange af sine familiemedlemmer, bl.a. sin søster, dronning Anne-Marie og hendes mand, kong Konstantin.

Aftenens vært, dronning Elizabeth havde også det meste af sin familie med, idet både gommens far, prins Charles og hans kone, Camilla deltog i middagen sammen med prins Andrew og hans døtre, prinsesse Eugenie og prinsesse Beatrice. Prins Edward og hans kone, Sofie, hvis syvårige datter, lady Louise Windsor, er en af morgendagens brudepiger, deltog også.

Mest opsigt vakte dog Sveriges kronprinsesse Victoria og hendes mand, prins Daniel, der er vældig populære blandt de britiske pressefolk. Både fordi Victoria er skøn at skue og altid ser blændende og smilende ud, men også fordi hun altid giver sig tid, så fotograferne kan få deres billede.

Mere end 8.000 fotografer er akkrediteret til brylluppet i morgen, så der er rift om pladserne og de gode billeder af de kongelige gæster, der også talte Spaniens kronprins Felipe og hans smukke hustru, Letizia, samt Belgiens smukke kronprinsesse Mathilde og hendes mand, kronprins Philippe. Også kronprins Pavlos og hans smukke hustru, Marie-Chantal, vakte opsigt ved ankomsten.

Morgendagens brudepar befinder sig, mens gæsterne spiser middag, i den anden ende af byen.

Ved 18 - tiden tjekkede Kate Middleton endelig ind på det femstjernede hotel Goring, hvor hun tilbringer natten sammen med sin familie.

Lidt derfra, på Clarence House, tilbringer prins William sin sidste nat før brylluppet.

Læs mere om: