19. apr. 2022
Af Sofie Nymand

Dronning Margrethe fortæller rørende anekdote: Sådan overraskede vi dronning Ingrid

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/design_uden_navn_-_2022-04-19t165847.106.png
Foto: Kaspar Wenstrup og Elfelt
Dronning Margrethe og den nærmeste familie overraskede dronning Ingrid på fineste vis.

I DRs dokumentarserie “Dronningens skatkammer” får vi et unikt indblik i den kongelige samling, der består af alt fra kostbare juveler til vidunderlige hverdagssmykke og kongeligt porcelæn.

Gennem dronning Margrethes personlige fortællinger bliver vi indviet i detaljerne og den gribende familiehistorie, som hver genstand rummer.

Dette gjorde sig også gældende tirsdag aften, hvor der var et særligt fokus på det overdådige Flora Danica-stel med sine 1530 intakte dele.

Det unikke stel bliver brugt af kongehuset ved særlige begivenheder.

I programmet fortæller dronning Margrethe, at hun og den nærmeste familie overraskede dronning Ingrid på en af hendes runde fødselsdage:

– Vi dækkede op med Flora Danica. Vi havde lavet en overraskelse, hvor vi havde inviteret en lille kreds af gæster, som hun ville sætte pris på, fortæller dronningen i “Dronningens skatkammer” og tilføjer:

– Vi fik hende nærmest lokket til at komme over hos mig. Så gik vi ind i Christian 7.s Palæ, og så gik vi ind i Taffelsalen. Min mor blev virkelig overrasket. Fordi vi havde dækket med det ægte Flora Danica på hele bordet – med opsatser og tallerkener og det hele. Det var vanvittigt morsomt at gøre for min mor, fortæller dronningen i programmet om sin mor, der også holdt særligt meget af blomster.

Siden er dronning Margrethe selv blevet overrasket på samme vis.

I anledningen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i januar overraskede den nærmeste familie hende med en flot, privat middag.

https://imgix.billedbladet.dk/design_uden_navn_-_2022-04-19t170402.986.png
Dronningen blev overrasket med en hemmeligholdt middag i anledningen af sit 50-års regeringsjubilæum.
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©

Flora Danica-stellet er fremstillet på Den Kongelige Porcelainsfabrik og dekoreret med tegninger af Danmarks flora.

Stellet var ment som en gave til Catharina den Store af Rusland, der døde, inden stellet var færdigt. Hun modtog derfor aldrig gaven.

Flora Danica-stellet er i dag verdens bedst bevarede pragtstel fra sin tid.

Programserien “Dronningens skatkammer” sendes i fire afsnit tirsdage kl. 20.30 på DR.

Læs mere om: