Dronning Margrethe hjælper Frederik med at blive IOC-medlem
Selvfølgelig vil dronning Margrethe gøre alt for at hjælpe sin ældste søn, kronprins Frederik. Hun ved, hvor meget det betyder for Frederik at blive medlem af IOC, den Internationale Olympiske Komite, og få en fast plads blandt komiteens 106 medlemmer.
Frederik har arbejdet længe på at nå så langt, og dronning Margrethe vil derfor gøre en ekstra indsats, når IOC mødes i København fra den 1. til den 9. oktober. Kronprins Frederik er ganske vist indstillet som officiel kandidat af bestyrelsen, men om han vælges, bliver først afgjort under mødet i København.
Derfor har dronning Margrethe besluttet, at hun ikke blot vil være til stede, når mødedeltagerne den første aften er til åbningsceremoni i Operaen i København, hvor der er tilrettelagt et fornemt program. Dronningen vil personligt hilse på alle gæsterne og invitere dem til en reception for at vise, hvor meget hun påskønner deres arbejde.
Og selv om der både er - og også tidligere har været kongelige personer blandt de delegerede, vil selve det at blive inviteret af en rigtig dronning, der oven i købet selv er til stede, være noget ganske særligt for mange af deltagerne. Og det vil understrege, at dronningens egen søn, kronprins Frederik, er blandt kandidaterne, der håber på at blive valgt.