Søndag, 15. januar 2012 - af af Jan Bergman

Dronning Margrethe i højt humør til festgudstjeneste

Dronning Margrethe

Danmarks dronning i absolut storform foran Christiansborg Slotskirke.

Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Stor jubel fra folket, da storsmilende dronning Margrethe ankom til festgudstjeneste.

Det var en 40-års jubilar i absolut højt humør, der kort før klokken 15 søndag eftermiddag ankom til festgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke.

Og de mange fremmødte foran kirken jublede og hujede, da dronning Margrethe trådte ud af kronebilen, drejede rundt og vinkede storsmilende til dem.

Dronningen viste ingen tegn på træthed, selv om det har været nogle festlige, men også travle dage for hendes majestæt.

Alene i går gennemførte dronningen et tætpakket program med kransenedlæggelse, karetkørsel, fejring på Købehavns Rådhus og kæmpe festforestilling i Danmarks Radios Koncerthus.

I dag har hun foreløbig været til statsråd (i øvrigt majestætens statsråd nummer 500), vagtskifte på Amalienborg med balkonhyldest foran folket og efterfølgende buffetfrokost hos kronprinsparret i Frederik VIII's Palæ.

Efter festgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke venter der i aften klokken 20.00 den helt store gallafest for dronningen - den såkaldte gallataffel på Christiansborg.

Her bliver der festmiddag for det officielle Danmark, udenlandske gæster og kongefamilien.

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden