Dronning Margrethe i stort interview: Jeg ville ikke egne mig som karrierekvinde
Dronning Margrethe fortæller i et stort interview med det store, tyske tidsskrift Der Spiegel om sin tilknytning til den lutheranske Kirke i anledning af dronningens besøg i Wittenberg i denne weekend.
I interviewet kommer dronningen dog vidt omkring, og Der Spiegel spørger bl.a. åbent til, om de europæiske monarkier har været gode til at vænne sig til kvindelige monarker.
- Det er rigtigt, men vi har ikke skulle kæmpe så meget for det. Det bestemte biologien. Min far fik ingen sønner, og derfor blev jeg dronning. Det eneste, jeg skulle gøre, var at udfylde rollen.
Jeg er ikke en karrierekvinde og ville i det normale liv heller aldrig blive en, fordi jeg ikke er ambitiøs nok, fortæller dronningen åbenhjertigt.
Nemmere at efterfølge en konge
- Jeg tror det er nemmere for en kvinde at efterfølge en konge. Og i mit tilfælde var der ikke fortilfælde. Det stod dog klart, at det ville være anderledes at få en dronning. Det håber jeg også vil hjælpe min søn, kronprins Frederik, når han til sin tid skal være konge.
Og så slår dronningen endnu gang fast, at hun ikke har planer om at abdicere. Dronningen gentager, hvad hun ofte har sagt - at kronprins Frederik bliver konge, når hun ikke er her mere.
Slotskirken i Wittenberg har gennemgået en omfattende restaurering og genåbnes ved en festgudstjeneste i morgen søndag, hvor et nyt antependium skabt af dronningen også vil blive afsløret.
Læs også: Dronning Margrethe indtager Tyskland