
Dronning Margrethe II's rejselegater er blevet uddelt: Her er de fem udvalgte

Tilbage i 1961 og 1962 studerede dronning Margrethe på Aarhus Universitet, og siden 2010 er en række studerende fra selvsamme uddannelsesinstitution blevet udvalgt til at modtage dronning Margrethes II’s rejselegat.
Rejselegatet var en gave til dronning Margrethe i anledning af hendes 70-års fødselsdag og blev i 2012 udvidet i forbindelse med hendes regeringsjubilæum.

Fem studerende har igen i år modtaget legatet, og valget er faldet på Jacob Bach, Alexander Bjerremann Petersen, Maria Lorentsen, Frida Brøndgaard Nielsen og Anton Niewald Mikkelsen.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Rejselegatet er på 25.000 kroner, som de studerende kan bruge til at rejse ud i verden og få nye indsigter til deres studie.
Legaterne vil blive overrakt i forbindelse med årsfesten den 12. september.
