1. jan. 2015
Af af Annelise Weimann og Malan Joensen

Dronning Margrethe inviterer til nytårskur og nytårstaffel i aften – sådan foregår det

Dronning Margrethe og prins Henrik ved nytårskuren 1. januar 2014.
Dronning Margrethe og prins Henrik ved nytårskuren 1. januar 2014.
Arkivfoto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Det traditionsrige nytårstaffel den 1. januar er blandt de fornemste middage, dronningen og prinsgemalen holder i årets løb.

Kongehuset og danskerne har gennem mange hundrede år ønsket hinanden godt nytår. Hvornår den tradition blev indført, ved man ikke. Men allerede i 1600-tallet blev de kongelige nytårskure omtalt som ”en gammel skik”.

LÆS OGSÅ: Nytårstaflets fornemme skål - historien bag Rosenborgvinen

Tidligere holdt kongen kun én nytårskur, men efter 1. Verdenskrig var der så mange mennesker, der skulle til kur hos majestæten, at den ikke kunne afvikles på en dag. Derfor holder dronning Margrethe tre nytårskure, alle sammen i begyndelsen af januar.

LÆS OGSÅ: Dronning Margrethes nytårstale 2014

Den første af dem finder altid sted den 1. januar, og aftenen, der begynder som en nytårskur klokken 19, hvor gæsterne ønsker den kongelige familie godt nytår, fortsætter som en middag, det såkaldte nytårstaffel. Foruden den kongelige familie er gæsterne hele regeringen samt landets øverste embedsmænd og hoffets ledelse.

Taflet foregår på Amalienborg

Taflet foregår i Christian VII’s Palæ på Amalienborg, og først ankommer gæsterne til slottet, derefter de kongelige. Prins Joachim og prinsesse Marie er de første kongelige, så kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og til sidst de fonemste: Dronning Margrethe og prins Henrik. I år deltager også prinsesse Elisabeth i kuren.

SE BILLEDERNE: Nytårskur og -taffel 2014

Alle kongelige, også de, der bor på Amalienborg, kommer kørende til nytårstaflet. Dronningen og prins Henrik ankommer i den mest eksklusive af kongehusets biler, Store Krone, der er en Rolls- Royce Silver Wraith 1958, som kong Frederik IX anskaffede.

Også middag på Marienborg

Ved nytårstaflet hos dronningen har ingen af gæsterne deres ægtefælle med.

I mange år har det derfor været en tradition, at statsministerens ægtefælle inviterer alle ministrenes mænd og koner til middag på Marienborg, der er statsministerens officielle bolig.

Da Danmark i 2011 fik en kvindelig statsminister, var det for første gang en mand, der var vært på Marienborg.

Stephen Kinnock var denne aften omgivet af de kvinder og mænd, der var gift med ministrene, der dengang sad i regeringen. I følge traditionen kommer regeringens medlemmer op til Marienborg ved Bagsværd sø, når nytårstaflet hos dronningen er forbi, og så bliver der serveret natmad for den samlede regering og deres ægtefæller.

Dronning Margrethe og prins Henrik ved nytårskuren 1. januar 2014.
Dronning Margrethe og prins Henrik ved nytårskuren 1. januar 2014.
Arkivfoto: Hanne Juul/BILLED-BLADET

Læs mere om: