20. jan. 2012
Af af Annelise Weimann

Dronning Margrethe: Jeg giver mine svigerdøtre topkarakter

Dronning Margrethe mellem sine svigerdøtre til velgørenhedsmiddag på Fredensborg, september 2010
Dronning Margrethe mellem sine svigerdøtre til velgørenhedsmiddag på Fredensborg, september 2010
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
I en samtale med BILLED-BLADET fortæller dronning Margrethe om sin glæde over Mary og Marie

I forbindelse med dronningens regentjubilæum har BILLED-BLADETs Annelise Weimann talt med dronning Margrethe.

Læs her, hvordan hun synes, at prinsesse Marie og kronprinsesse Mary klarer sig.

- Synes De, Deres sønner er blevet godt gift?

- Det synes jeg, rigtig godt med et par vældig, vældig søde og gode piger. Mine svigerdøtre er en god støtte for deres mænd. De går virkelig op i deres opgaver og er både opmærksomme koner og særdeles dygtige i deres roller udadvendt. Og så er de altså et par supermødre begge to. Af udseende lignede de måske hinanden, da vi først så dem. Og man kan godt beskrive dem ens, for de begge to er slanke, mørkhårede og meget kønne. Men de er også helt forskellige. Samtidig med at de er vanvittig søde begge to. Vi er meget, meget glade for Marie, lige så vel som for Mary. Vi ser dem begge relativt jævnligt, selv om vi alle har ret så travlt.

- Er Deres svigerdøtre gode repræsentanter for Danmark?

- Jeg synes, de gør det aldeles fremragende begge to. Det er virkelig en fornøjelse at se. Og jeg ved, at begge har en mand, der er meget stolt af sin kone.

- Tror De, det har været svært for Deres svigerdøtre at falde til i Danmark?

- Jeg ved egentlig ikke, hvor svært det har været. For jeg synes, de har gjort det så fint, så man har ikke tænkt på, om det måske har været vanskeligere, end vi egentlig har været klar over. De er begge to piger, som hviler i sig selv. De er trods alt ikke sådan lige hevet ud af barnekammeret. De var ikke så purunge, da de kom hertil, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Eller så de ikke var klar over, hvordan man optræder i al almindelighed.

- Er Deres svigerdøtre med til at forny monarkiet?

- Det er jo en begyndelse hver gang, et par gifter sig ind i en familie og en slægt. Og har man den særlige rolle, som vi har her, så er det klart, at det giver et nyt - for nu at tale udenlandsk - et nyt input. Jeg har ikke decideret givet mine svigerdøtre gode råd, for den slags skal man ikke belemre folk med. Men vi har snakket om ting, og de har spurgt: "Skal vi det? Synes du, svigermor, at det er en god idé?". Sådan nogle ting. De er heldigvis vældig søde til at komme, hvis der er et eller andet, de er i tvivl om. Men jeg vil nødig rende rundt og være omvandrende pegefinger. Det er et par stærke svigerdøtre, jeg har. Et par piger med ben i næsen og rygrad og begge ben på jorden samtidig. Også når de har høje hæle på. Jeg synes også, jeg selv kunne gå i høje hæle, dengang jeg var i deres alder, selv om skoene nok ikke var helt så højhælede. Men de ser jo godt ud med dem, og de har styr på sig selv.

- Er Deres svigerdøtre også forskellige?

- Helt bestemt, de er meget forskellige. Det skotske hos kronprinsessen er meget stærkt, en meget god styrke. Det er sådan noget med at hvile i sig selv og være nøgtern. At have begge ben på jorden og alligevel mere end bare det. Og så at hun kommer fra en vældig god familie. Og Marie, som har den franske baggrund, kommer jo også med noget, som vi alle synes er dejligt. Vi får det franske en gang til. For min mand naturligvis en stor glæde, men også for mig. Og hun er virkelig en sød og dejlig pige. Man skal ikke sådan give sin familie karakter, men det er svært at lade være med at give dem topkarakterer, de to.

Læs mere om: