Dronning Margrethe: Jeg har mange yndlingspletter i Danmark
BILLED-BLADETs Annelise Weimann har fået en snak med dronning Margrethe om blandt andet hendes mange rejser rundt i Danmark og hendes store kendskab til landets mange smukke steder.
- De kommer meget rundt i landet. Har De en yndlingsplet i Danmark?
- Jeg har mange. Rigtig mange steder, både naturområder og byer. Dette billede er fra Frederikshavn. Efterhånden er det jo næsten altid et gensyn, når vi kommer rundt, men sommetider kommer vi et sted, vi virkelig ikke har været før. Det kan være steder, man ikke rigtig har været opmærksom på.
Frederiksværk var f.eks. en stor oplevelse, fordi jeg vitterlig ikke rigtig havde været der før. Ja, jeg har nok kørt igennem en enkelt gang, men det gør man jo ikke engang, man kører udenom. Skønt det ikke ligger ret langt fra København eller Fredensborg, var det faktisk noget helt nyt og en dejlig oplevelse. Det var det netop, fordi vi ellers sejler til så mange steder. Jeg har jo kendt de danske provinsbyer, siden jeg var otte-ni-ti år gammel, fordi vi sejlede rundt om sommeren med Dannebrog.
- Er danskerne forskellige fra egn til egn?
- De er ikke ens, selv om de er lige danske alle sammen. Men folk er ikke på samme måde forskellige steder. Kommer man op til Nordjylland, er det ikke som at komme til Slagelse. Det er heller ikke som på Fyn eller i Midtjylland. Og Vestjylland og Østjylland er bestemt ikke det samme. Sønderjyderne har også deres egen måde at være på. Og så er der jo selve lyden, og måden folk taler på.