Dronning Margrethe: Jeg ville gerne have haft flere børn

- Jeg vil frygtelig gerne have, at Frederik og Joachim får en bror eller søster - allerhelst en søster! - men det er man jo ikke herre over, og både min mand og jeg vil frygtelig gerne have et barn til, så det håber vi!

Det var en forventningsfuld dronning Margrethe, der fortalte om sine ønsker om endnu et barn, da hun fyldte 40 år. Alle ved, at dronningen elsker sine to sønner overalt på jorden, men da Frederik og Joachim var små, drømte både dronning Margrethe og prins Henrik om at få flere børn.

Det lykkedes ikke, men håbet siger måske noget om regentparrets store kærlighed til den flok børnebørn, de har fået.

Ønsket om flere børn kommer frem i bogen "40 år på tronen", der er på gaden fra i morgen. Bogen er skrevet af Jens Andersen og gennemgår tiden, siden dronning Margrethe blev udråbt til dronning i januar 1972.

Det er dog dronningen selv, der fortæller, hvordan hun var som mor, da Frederik og Joachim var små.

- Nogle kvinder er småbørnsmødre, andre ikke. Jeg er ikke en oplagt småbørnsmor, selv om forholdet til ens børn må begynde i den ende af skalaen. Vi kan ikke sådan overtage dem som 21-årige, vel? Jeg er en meget dårlig pædagog. Jeg er meget utålmodig. Og det er ikke så godt.

Det var især prins Henrik, der var opdrageren i familien, fortæller prins Joachim.

- Min mors fravær var en simpel konsekvens af, at hun var en ung dame, da hun blev dronning, og der så pludselig kom nogle helt andre realiteter i hovedet på hende. Det at være madmor og opdragermor, det gik ikke længere. Hvis hun først var blevet dronning i 1982, så havde verden set helt anderledes ud for kronprinsen og mig.

Kronprins Frederik husker også, at hans mor var meget fraværende, men når hun havde tid, havde de det rigtig sjovt. Når de alle fire holdt påskeferie i Aarhus, da Frederik og Joachim var små, foreslog prins Henrik tit, at de gik en tur i skoven og til stranden.

- Så vadede vi alle fire ud i vand til knæene og ledte efter muslinger, som vi tog med hjem og spiste om aftenen som moules marinère. Hvor vi andre altid nok var lidt forbeholdne og bange for at komme til at røre krabber eller træde på en klam rødspætte, var min mor altid den, der gik længst ud i sine lavskaftede gummistøvler, som selvfølgelig ikke kunne holde vandet ude. Det slog aldrig fejl. Men heller ikke dengang var hun noget pivet eller sart menneske, og hun befandt sig ualmindeligt godt i et par våde gummistøvler, kunne man se.