Dronning Margrethe og dronning Sonja til festmøde
Aftenen forinden havde både dronning Margrethe og dronning Sonja været til festforestillingen "To lande - 'en historie" i Operaen, men ingen af dem virkede det mindste trætte, da de lørdag morgen ankom til Schæffergården i Gentofte.
Her fandt det sidste af en lang række arrangementer sted i forbindelse med markeringen af 200-året for Norges grundlov. Det hele begyndte den 17. maj, hvor regentparret deltog i fejringen i Oslo på landets nationaldag.
På Schæffergården blev de modtaget af glade mennesker, der viftede med både norske og danske flag.
Omkring 160 norske og danske VIPs og politikere deltog i festmødet, der var arrangeret af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, og udover taler og et musikalsk musikindslag afslørede de skandinaviske dronninger undervejs også i fælleskab statuen "DOBBELTLEGEME" af Morten Stræde.
Statuen er en gave fra Ny Carlsbergfondet i anledning af det norske grundlovsjubilæum.