Dronning Margrethe og prins Henrik er sejlet på ferie
Om bord på kongeskibet Dannebrog kom regentparret tirsdag formiddag sejlende ind i Aarhus Havn, hvor de blev modtaget med hurra-råb og militær musik samt en lang række af faner.
Efter den korte velkomst til byen kørte regentparret til Marselisborg Slot, hvor de tager ophold i knapt tre uger, inden de flytter sydpå til slottet i Gråsten.
Mens dronningen og prinsgemalen opholder sig i Aarhus, bruger de en stor del af tiden til private besøg, men der er også afsat tid til officielle aftaler. Blandt andet skal prins Henrik torsdag åbne festivalen på Tunø, og fredag 11. juli går turen til Møllerup Gods på Djursland, hvor regentparret i lighed med sidste år skal se Verdensballetten.
Marselisborg Slot historisk set
Aarhus by købte i 1896 Marselisborg gods, hvoraf et stykke af parken i 1898 blev skænket som en folkets bryllupsgave fra jyderne til tronfølgerparret Prins Christian (10.) og Prinsesse Alexandrine. Som del af gaven opførte arkitekt Hack Kampmann i 1899-1902 det nuværende Marselisborg Slot, som blev Tronfølgerparrets sommerresidens.
I 1967 overdrog Kong Frederik 9. Marselisborg Slot til den daværende tronfølger Prinsesse Margrethe og Prins Henrik.
Regentparret har siden tronbestigelsen i 1972 alle år haft ophold på Marselisborg Slot i forbindelse med påsken og ofte også sommer og jul. Senest Regentparret havde residens på slottet var i påsken 2013.
Kilde: kongehuset.dk