Dronning Margrethe og prins Henrik modtaget med pomp og pragt
Indtil et par timer før mødet med Indonesiens præsident Joko Widodo vidste regentparret ikke hvad tid, de helt præcis skulle mødes, kun at de skulle.
Naturligvis skete den officielle modtagelse med al den pomp og pragt, som hører sig til når statsoverhoveder mødes, men tidspunkter er ... skal vi kalde dem ' flydende' i Indonesien. Også når det handler om det danske regentpar på officielt besøg.
Det skyldes mange ting, men de godt 250 millioner indonesere er tålmodige ud over det sædvanlige og ting sker, når de sker. Måske.
Men præsident Joko Widodo og hans hustru Iriana Widodo stod klar foran præsidentpaladset kl. 10.30 og mens de ventede på dronningen og prinsgemalens ankomst, der trods politi-eskorte, giver visse udfordringer i millionbyens morgen-mylder, kunne man studere præsidentens lighed med sin præsident kollega i USA. Den er så slående, at indoneserne stolt kalder deres præsident, der i går havde været indsat et år i embedet, for Obama Light.
Der var dog intet light over modtagelsen og æresgarden i rødt og hvidt spillede smukt de to landes nationalmelodier, inden dronningen og præsidenten inspicerede garden og derefter gik ind i paladset.