19. apr. 2018
Af Trine Larsen

Dronning Margrethe overrakte helt særlig pris

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Birger Storm
Dronning Margrethe overrækker mange priser, men der er kun én, der bærer hendes navn, og den overrakte majestæten den 18. april for tredje gang.

I anledning af dronning Margrethes 75-års fødselsdag i 2015 indstiftede Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab en pris i majestætens navn, Dronning Margrethes II's Videnskabspris.

Den særlige pris uddelte dronning Margrethe selv den 18. april 2018 for tredje gang.

Det skete i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab på H. C. Andersen Boulevard i København, hvor dronningen overrakte prisen til professor i Spaniens historie, Morten Rievers Heiberg, der foruden en check på 100.000 kroner også modtog et diplom, en buket og anerkendende og flotte ord fra dronningen.

Det er selskabets præsidie, der udpeger prismodtageren mellem de mange indstillede kandidater, som skal være fremragende yngre forskere under 50 år.

Dybt taknemmelig

Majestæten blev modtaget og fulgt på plads af selskabets præsident, Mogens Høgh Jensen, der bød velkommen og glædede sig over, at prisen i 2018 gik til det humanistiske område, idet dronningens pris de to tidligere år er tilfaldet forskere inden for naturvidenskab.

- Dronningen har givet udtryk for, at De er glad for, at der er en pris i Deres navn ... det er vi også. Og vi er beærede over, at De er vores protektor, lød den varme velkomst til majestæten fra præsidenten, inden han gav ordet til Lene Schøsler, der motiverede, hvorfor præsidiet havde udpeget Morten Rievers Heiberg som modtager af prisen.

Her blev der ikke sparet på roserne om Heibergs banebrydende forskning, der også sætter fokus på nutidige konflikter og de faktorer, der påvirker den globale udvikling ud over økonomi, flygtninge- og klimaforandringer.

https://imgix.billedbladet.dk/201800418_bst_30r4254.jpg
Foto: Birger Storm

- Jeg er dybt taknemmelig og meget ydmyg over at modtage Dronning Margrethe II's Videnskabspris, sagde prismodtageren, der havde været tidligt oppe, idet han også havde været i "Go'morgen Danmark" på TV 2 for at fortælle om hæderen.

Læs mere om: