Dronning Margrethe sang med Pigekoret
Dronning Margrethe er i den grad ved at få sit gode humør tilbage, og det var en majestæt i topform, der i formiddag deltog i indvielsen af den spektakulære og meget omdiskuterede bygning, BLOX ved havnen i København, tæt på Den Sorte Diamant.
Dronning Margrethe stemte i
For inden dronning Margrethe klippede den store røde silkesnor og indviede byggeriet, der har været fem år undervejs, sang dronningen sammen med Danmarks Radios' Pigekor under ledelse af dirigent Philip Faber.
DR Pigekoret underholdt nemlig mellem talerne og her var det, at Philip Faber fik overborgmester, ministre, og administrerende direktører med dronningen i spidsen til, at synge med i en kanon, som løftede stemningen ved den højtidelige åbning af det 27.750 kvadratmeter store innovative byggeri, der også huser Dansk Arkitektur Center og et inspirationsmiljø for fagfolk, der arbejder med bæredygtige byløsninger.
Dronning Margrethe vist rundt
Det er Realdania der står bag byggeriet, så dronningen Margrethe blev modtaget og vist rundt af bestyrelsesformand i Realdania Michael Brockenhuus-Schack, og administrerende direktør, Jesper Nygaard, samt direktør Peter Cedetfeld fra Realdania By & Byg.
Den store monstrøse glasbygning, som bygherrene kalder "hele Danmarks verden for arkitektur, design og nye ideer", rummer alt ligefra legeplads, til café og restaurant, beboelse, videncenter, fitness og design.
BLOX åbner på søndag for offentligheden og i Realdania håber man, at stedet og huset, hvor den gamle Kongens Bryghus lå placeret, bliver et tilløbsstykke, som folk i København vil bruge og benytte flittigt.