Dronning Margrethe vender tilbage efter sygemelding: Nu er der nyt

Ifølge den kongelige kalender har dronning Margrethe, 85, torsdag klokken 11.00 sin første officielle kongelige opgave efter at hun blev indlagt på Rigshospitalet den 8. maj og et par dage frem, til observation i forbindelse med en slem forkølelse.
Hun modtager Bibelselskabets Pris 2025 på Fredensborg Slot.
Planen var oprindeligt, at prisoverrækkelsen skulle foregå på Kalvebod Brygge i København, men efter dronning Margrethes indlæggelse valgte man at flytte den til Fredensborg.
Bibelselskabet skriver på deres hjemmeside, at man ønsker at anerkende dronningens mangeårige engagement i tro og kirkeliv og hendes vedvarende indsats for at formidle Bibelens betydning i både ord og billeder.
Smukke rammer
BILLED-BLADET erfarer nu, at prisoverrækkelsen kommer til at finde sted i fornemme rammer på Fredensborg Slot i Havesalen, der ligger bag Kuppelsalen og som i Frederik IV’s tid fungerede som spisesal eller såkaldt Taffelgemak.


I modsætning til Kuppelsalen, som har bevaret sit udseende fra Frederik IV’s tid, har Havesalen undervejs ændret både form og funktion og fulgt tidens udvikling fra kulørt barokrum til let og lyst rokokorum.

Den langstrakte og relativt lavloftede sal har fem store vindues-/dørfag og fik omkring 1750 under Frederik V dets nuværende udformning.
Man erstattede de mørke tapeter med den italienske teatermalers Jacopo Fabris antikt inspirerede landskabsmalerier med romerske ruiner.
De store malerier fungerer nærmest som udsigter, indrammet af frodige, forgyldte rokokorammer af billedhuggeren Johann Friedrich Hännel.
Salens mest iøjnefaldende element er Henrik Krocks store lofts- eller plafondmaleri fra 1723.
Havesalen anvendes i dag til selskaber og er velkendt fra bl.a. Laurits Tuxens store portræt af Christian IX og dronning Louise med børn og børnebørn og fra Thomas Kluges nye portræt af regentparret med deres familie.