Dronning Margrethes fødselsdag markeres med flot samlerobjekt
Den 16. april bliver dronning Margrethe 80 år, og majestætens fødselsdag bliver markeret på et væld af festlige måder.
Et af dem er udgivelsen af et særligt ark frimærker med fødselaren i centrum.
PostNord fortæller i en pressemeddelelse, at dronningen selv har spillet en stor rolle i tilblivelsen af mærkerne, der for fleres vedkommende består af billeder fra Amalienborgs private samling:
- Vi har set H.M. Dronningen på frimærke lige siden, hun som etårig prinsesse sad på armen af sin mor. Nu nærmer regenten sig 80 år, og naturligvis skal den store fødselsdag også fejres med nye frimærker. Og det er nogle helt særlige af slagsen, hvor Dronningen har stået for udvælgelsen af motiverne, siger Martin Pingel, chef for Frimærker i PostNord Danmark.
Det særlige ark frimærker, der kan ses i galleriet ovenfor, består af et stort og fire mindre.
Det store portræt stammer fra sommeren 2019 og er fotograferet i havestuen på Marselisborg Slot.
De fire mindre mærker markerer store begivenheder i dronning Margrethes liv fra 1953 til 1973: Ændringen af tronfølgeloven, dronningen og prins Henriks bryllup, kronprins Frederiks dåb og dronningens første udgående statsbesøg.
Det særlige ark med alle fem frimærker koster 70 kroner og kan købes fra 2. januar.