9. aug. 2012
Af af Annelise Weimann

Dronning Margrethes fornemme have til 50 mio. kr.

Dronning Margrethe og prinsgemalen foran trappen til Fredensborg Slot.
Dronning Margrethe og prinsgemalen foran trappen til Fredensborg Slot.
Foto: Ole Bjørk
Haven bag Fredensborg Slot ligner en byggeplads. Dronningen får lavet ny have for en formue, men så bliver det også en majestæt værdigt.

Parken bag slottet i Fredensborg er gravet op. Den bliver først færdig om et år. Først da kan regenten nyde sin nye, storslåede have.

Der er ikke mange græsstrå tilbage i haven bag Fredensborg Slot, og utallige træer er fældet. Den private del af haven, der kan ses fra den offentlige del, er under total renovering, og det bliver gjort grundigt. A.P. Møllers Fond har bevilget langt størstedelen af de 50 millioner kroner, arbejdet koster, og det varer lige til september næste år, før haven er klar igen.

200 år gamle træer fældet

Det er først og fremmest den såkaldte parterre, som er gravet op og nu skal retableres samt den smukke Brede Allé med de gamle lindetræer. Samtlige 300 træer er fældet, og det selv om de var 200 år gamle.

- Rodnettet var gået ud, fordi der er så fugtigt i området. I stedet kommer 350 nye træer, og de vil være op mod otte meter høje, når vi planter dem, fortæller slotsforvalter John Kidde-Hansen. Desuden bliver der placeret fire nye statuer i alléen, som skal erstatte nogle, der var helt ødelagte, mens fire andre statuer renoveres.

Ideen er, at haven fremover skal se ud, som den gjorde på Frederik IV's tid, hvor slottet i Versailles var forbillede, men det bliver mere enkelt end dengang. En parterre er et haveanlæg med lave buske plantet i geometriske mønstre, og netop sådan bliver dronningens have fremover.

Drænrør og 14.000 taksplanter

Området lige foran slottet er uigenkendeligt. På grund af fugten skal der drænes grundigt, før haven retableres, og gravkøer med drænrør suser rundt i haven. Bagefter skal der plantes 14.000 små taksplanter, som vil danne de sirligste mønstre, og der skal sættes jernkanter ned, som kan adskille græsset fra gruset. Der bliver også anlagt en ny sti direkte fra slottets havetrappe til Brede Allé, til gengæld sløjfes det monogram, der var i græsset netop der.

Mens det hele er gravet op, laver man også et nyt strømanlæg, så der kan trækkes kabler til haveredskaber, lys, og hvad der ellers er brug for.

Ingen adgang til slottet

Det gør ikke synet smukkere, at selve slottet er blevet pakket ind i plastik. Det sker, fordi det skal hvidtes, og vinduerne skal males. Det betyder, at den smukke havestue og værelserne ud mod parken er helt mørke, og derfor blev det kinesiske præsidentpar ikke inviteret til at bo på Fredensborg, da de var på officielt besøg i juni.

Regentparret, der har soveværelser ud mod parken, har også fået andre værelser, mens facaden er tildækket. Den del af arbejdet varer til august. Men hele renoveringen er først færdig i eftersommeren 2013.

Det er besluttet, at afslutningen på det store arbejde fejres med en officiel åbning af parkanlægget sandsynligvis i september.

Læs mere om: