Dronning Margrethes jubilæum fejres med CNN-interview
Dronning Margrethes 40-års jubilæum bliver markeret med et længere interview på den amerikanske TV-station CNN. Det skriver berlingske.dk.
Tirsdag indledte dronningen optakten til fejringen af sit 40-års regeringsjubilæum med reception på Christiansborg. Resten af ugen bliver dronningen markeret med flere forskellige arrangementer, som kulminerer med et tætpakket festprogram både lørdag og søndag.
Men også uden for Danmarks grænser har verden fået øjnene op for dronningens jubilæum, og i den forbindelse har den amerikanske TV-station CNN fået et særligt interview med regenten.
- Vi er nødt til at have en sikker base, hvor vi kan være i fred, hvor vi kan komme til kræfter, hvor vi kan lade vores batterier op igen, siger dronningen til den britiske journalist Max Foster for at understrege, at kongehusets medlemmer er helt almindelige mennesker med helt almindelige interesser og problemer.
Og det er vigtigt for de kongelige, at de får lov at have et liv uden for mediernes og undersåtternes søgelys.
- Det handler simpelthen om, at man ikke kan arbejde, hvis man ikke er i stand til at slappe af. Og hvis man bliver iagttaget, mens man slapper af, slapper man jo ikke af, resonerer jubilaren i portrætprogrammet, der bliver bragt på kanalen den 14. januar i forbindelse med majestætens 40-års jubilæum.