23. dec. 2023
Af Sofie Nymand

Dronning Margrethes kongelige veninde fylder 80: Siger tillykke med de skønneste billeder

Dronning Silvia og dronning Margrethe
Dronning Silvia og dronning Margrethe
Foto: Hildebrandt Henrik/Ritzau Scanpix
Lørdag fylder dronning Silvia 80 år. Nu deler det danske kongehus flere personlige billeder af fødselaren med de danske kongelige:

Lørdag er en festdag i Sverige, hvor flagene vajer for dronning Silvia.

Dronningen kan fejre sin 80-års fødselsdag, og det er ikke kun en særlig dag i Sverige. Også på den anden side af sundet i det danske kongehus bliver fødselsdagen markeret.

I anledningen af den runde dag har kongehuset delt en række pletskud af fødselaren, der viser det tætte bånd.

Særligt ét viser, at dronning Margrethe og dronning Silvia ikke kun er kongelige kolleger men også veninder. På billedet, hvor man også ser prinsesse Benedikte, står de kongelige veninder og griner sammen.

"Tillykke med fødselsdagen til Hendes Majestæt Dronning Silvia af Sverige, der fylder 80 år i dag," skriver kongehuset i opslaget.

Et andet billede viser, en ung dronning Silvia sammen med dronning Ingrid, som var faster til hendes mand og nuværende konge, Carl Gustaf.

Det er derfor ikke kun venskabet men også det nære slægtsbånd, der forbinder Silvia og Margrethe, og derfor bliver Silvia og kong Carl Gustaf også inviteret med, når der er store begivenheder i det danske kongehus – private såvelsom officielle.

Blandt andet var dronning Silvia og kong Carl Gustaf selvskrevne gæster til dronning Margrethes 50-års jubilæum sidste år, hvilket det sidste billede, som kongehuset har delt, viser.

Her ser man Silvia ankomme i en smuk, lilla gallakjole med de overdådige ametyst-smykker.

80-års fødselsdagen falder som bekendt lige op til jul, som dronningen holder på Marselisborg Slot i Aarhus. Om Margrethe fejre sin kongelige veninde ved en anden lejlighed vides dog ikke.

Prinsesse Benedikte fejrede dronning Silvia, da hun som den eneste fra det danske kongehus i november deltog i en koncert, der blev holdt i anledning af Silvias 80-års fødselsdag.

Læs mere om: