17. jul. 2025
Af Sofie Nymand

Dronning Mary kom med markant udtalelse om børnene: Men kommer det til at ske?

Dronning Mary
Dronning Mary
Foto: Hanne Juul
For tre år siden kom daværende kronprinsesse Mary med en markant udtalelse. Nu er kommet et skridt nærmere – men bliver det overhovedet aktuelt?

- Vi kommer også til at se på vores børns titler, når den tid kommer.

Sådan lød det fra Mary tilbage i september 2022, da hun i titelsagens stormvejr stillede sig op foran pressen i forbindelse med et arrangement i Øksnehallen.

Få alt fra de kongelige gemakker, til den røde løber!

Kort forinden havde prins Joachim ytret sin store utilfredshed om, at hans fire børn ville få frataget deres titler. En beslutning, som blev taget af den daværende regent, dronning Margrethe.

Fra 2023 skulle prinsens fire børn udelukkende benytte sig af deres greve- og komtessetitler, hvorimod daværende kronprins Frederiks fire børn kunne beholde deres prinse- og prinsesse-titler. Eller hvad?

Marys markante udtalelse gav anledning til, at der blev sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt Frederik og Marys børn også ville kunne miste deres kongelige titler. Og til det svarede den daværende kronprinsesse:

– I dag kan vi ikke se, hvordan kongehuset kommer til at se ud i fremtiden, når det er Christians tid, eller når Christians tid begynder at nærme sig.

Med tronskiftet i 2024 må man sige, at vi er kommet et skridt tættere på. Men der er fortsat ingen melding om kongeparrets børns titler – og spørgsmålet er, om der overhovedet er udsigt til, at prins Vincent, prinsesse Isabella og prinsesse Josephines titler skal diskuteres?

Umiddelbart er der i Danmark ikke tradition for, at man tager titlerne fra en regents børn. Kongens børn er prinser og prinsesser – navnlig på grund af deres prominente placering i arvefølgen. Og det er formentlig også derfor dronning Margrethe ikke fratog Frederiks børns titler, da hun vidste, at de på sigt ville blive børn af en konge.

På samme vis har prinsesse Benedikte beholdt sin danske prinsessetitel, ligesom hendes farbror, arveprins Knud, beholdt sin prinsetitel livet igennem, også selvom hans to sønner, grev Ingolf og grev Christian, mistede deres.

Alligevel har det danske kongehus de senere år overrasket – ikke mindst dronning Margrethe, som valgte at abdicere.
Og som daværende kronprinsesse Mary sagde for tre år siden, så ved vi ikke, hvad der kommer til at ske, når det angår tre af kongeparrets børns titler.

Det har historiker og kongehusekspert, Jon Bloch Skipper, tidligere lænet sig op ad i et svar til den kongelige brevkasser her på BILLED-BLADET.

”Faktisk skal vi nok i højere grad forvente, at kong Frederik og dronning Mary kommer til at ændre prins Vincents og prinsesse Josephines prædikater og/eller titler – og nok også prinsesse Isabellas, når kronprins Christian har fået (arveberettigede) børn,” skrev Jon Bloch Skipper med henblik på den føromtalte tronfølge. Hvis kronprins Christian får børn, vil de i så fald være arveberettiget til den danske trone og stå før hans søskende.

Selv om prins Joachims børn mistede deres kongelige titler, indgår de fortsat i tronfølgen.

Det er udelukkende regenten, der råder over titler, rand og ordener. Sådan har det været i århundrede. Monarken kan derfor både give og fratage titler.

Mere om: