31. aug. 2016
Af Birgitte Engen

Dronningen åbner dørene på Amalienborg

Christian VII's Palæ
Riddersalen i Christian VII's Palæ.
Foto: AOP
Fra lørdag 3. september kan vi allesammen komme på rundvisning i det enestående smukke palæ, hvor nytårskuren afholdes hvert år.

Det smukke Christian VII's Palæ på Amalienborg har været lukket i tre år. Men nu kan vi allesammen få lov til at komme indenfor i nogle af Danmarks flotteste rum.

SE BILLEDERNE: Her er regentparrets private have i Fredensborg

Palæet bliver genåbnet, fordi dronning Margrethe og prins Henrik igen er flyttet ud. De har benyttet Christian VII's Palæ, mens Christian IX’s Palæ er blevet renoveret.

Her holdes nytårskuren

De fleste kender sikkert Christian VII's Palæ af udseende, for det er her, dronningen hvert år holder nytårskur.

Palæet er kongehusets repræsentations- og gæstepalæ, og gennem 250 år har rigets fornemste gæster været indlogeret i Christian VII's Palæ.

En kulturhistorisk perle

Hele bygningen emmer af eksklusivitet. Palæet blev bygget i årene 1750-54, og det er en kulturhistorisk perle med kunst og kunsthåndværk i særklasse. Under omvisningerne er der adgang til alle de repræsentative rum i palæet, og højdepunkterne er Riddersalen og Taffelsalen.

Riddersalen fra 1754 var hofarkitekten Nicolai Eigtveds hovedværk og prydes af et fyrværkeri af forgyldninger i hele rummet. Træskæringerne på døre og paneler er blandt de fineste i verden.

Taffelsalen er også dekoreret med forgyldninger, og i hver ende af rummet er der placeret overdådige fontæner, som tjenerne kunne skylle vinglas i. Taffelsalen bruges stadig til officielle selskaber i kongehuset.

LÆS MERE: Lær meget mere om dronning Margrethes slotte

Sådan kommer du på rundvisning

Christian VII's Palæ ligger i det sydøstlige hjørne af Amalienborg Slotsplads (længst væk fra vandet og i retning mod Nyhavn).

Kongernes Samling har ansvaret for Christian VII's Palæ og arrangerer rundvisninger året rundt. Her får man chancen for at gå i de kongelige gæsters fodspor og høre spændende historier fra palæets brogede historie.

Der er omvisninger både på dansk og på engelsk. Læs mere om åbningstider, priser og billetter her.

Læs mere om: